Fredag aften tog Tue, Pia og Mette og jeg kystskibet til Sisimiut - en sejltur på godt 21 timer. Vi tog først fra Nuuk kl. 21 fredag aften, så mange af sejlturens timer gik med at sove :-) Da vi kommer om bord bliver vi tildelt hver vores 4 mandskahytte med eget bad (Ja plads havde vi nok af). Det viser sig hurtigt, at min tildelte kahytte er aflåst og der ikke er nogen nøgle i døren. "Ihh - hvorfor lige mig og ikke en af de andre - TYPISK"...Tja den egoistiske tanke nåede at strejfe mig. Heldigvis fandt jeg hurtig et besætningsmedlem, som kunne låse op. Jeg træder ind i kahytten og tænker, at der godt nok lugter lidt i sådan en kahyt - men samtidig tænker jeg, at det med at være sart er noget pjat - lidt dårlig dunst hører med til livet på havet. BTW er det jo kun 1 nat. Desuden beretter Pia også om, at hun også synes, at det lugter lidt i sådan en kahyt.
Da det bliver sovetid, må jeg indrømme, at jeg har en krise. Fy for en havkat der lugtede, specielt når jeg vendte ansigtet ud af i kahytten. Min løsning blev at jeg sov med hovedet ind mod væggen og med en næse gravet ned i puden. Næste morgen måtte jeg beklage mig højlydt til de andre - Pia kom ind i min kahyt og medgav, at den var overdrevet slem - ja faktisk var det en stor lugt af fugt og jordslået materiale. Heldigvis var natten ovre og dermed også min kahyttid :-)
Vi ankom lørdag aften til Sisimiut. Mettes svoger havde til vores held en fætter i Sisimiut - kaldet fætter Frank. Fætter Frank hentede os ved færgen og kørte os til hotellet. På hotellet ventede en velkomst middag og senere en aftensgåtur i Sisimiut, hvor vi fik lov at opleve de hylende slædehunde.
Søndag stod den på hundeslæde - Juhuu. Gennem et vennepar fra Nuuk havde jeg fået en god kontakt på en hundeslædeføre. Vi fik det hel rigtige sælskinds outfit på og blev herefter kørt ud til et område uden for byen fyldt af slædehunde. I Nuuk er sneen væk, ligesom den sang på sidste vers i Sisimiut. Vi var derfor meget heldige, da hundeførerne sagde, at hundeslædesæsonen sang på sidste vers - hvilket den ellers normal først gør engang i maj. Det var den største oplevelse længe at sidde på sådan en slæde. Et af de øjeblikket som jeg altid har drømt om og pludselig sidder man der så :-)
Efter hundeslædeturen på 2 timer, var vi på rundtur i Sisimiut. Blandt andet så vi afslutningen af Arctic Circle Race (Verdens hårdeste langrends løb), hvor jeg kendte flere, som deltog. Desuden var Mette, Pia og jeg en tur på Sisimiuts national museum, ligesom fætter Frank gav en guidet køretur rundt i byen. Søndag sluttede vi af med en 3-retters afskedsmiddag og så var det ellers til færgen mandag morgen.
På vej i taxaen mod færgen siger jeg til de andre, at det eneste som ikke må ske er, at jeg får værelse 314. Og hvad sker der? "Værelse nr. 314 - værsgo' frøken Fuglsang" - NOOO! Som den eneste kahytte var 314 endnu engang aflåst og jeg måtte finde et besætningsmedlem, mens de andre pakkede ud i deres kahytter. En nat mere i jordslået-dunst - nej vel. Jeg lavede derfor en længere klagetale - længden var slet ikke nødvendigt, for mr. skibsmedlem var straks forstående: "Vi har godt nok haft noget fugtskade, så det skulle du bare have sagt, da I rejste opad. Her har du nøglen til kahyt 317"
Kahyt 317 var nærmeste paradis og jeg snøvsede ind af hele natten - hvor dumt jeg ikke klagede noget før.
Under hele vores ferie havde vi det smukkede vejr - der blev derfor også "solbadet" på skibets dæk - godt nok solbadning i skitøj :-)
Desuden var vi også i Maniisoq, hvor skibet sejlede ind og havde en times ventetid. Denne ventetid udnyttede vi og hyrede en taxachauffør som lokalguide.
Her får i lidt billeder fra mine oplevelser i Sisimiut:
Afsted det gik på hundeslæde
rejseteamet
Mette og Kamilla på hundeslæde
De "kære" og farlige hunde træk og sled
Solskin og hundeslæde er livet
Kystskibet sejler forbi en lille bygd.
Der er ikke plads til skibet i denne havn, så en speedbåd kommer i vandet
Passagerer sejles ind til den lille bygd.
Speedbåden hejses op på skibet igen og så sejlede vi videre
Ingen kommentarer:
Send en kommentar