lørdag den 6. december 2014

Mormor

Min mormor er her ikke mere og jorden er blevet en fantastisk kvinde fattigere. Heldigvis er himlen så til gengæld blevet beriget. For 10 dage siden døde min kære mormor - 81 år gammel. Hun var syg, ønskede at få fred, så taget omstændighederne i betragtning var det rigtig godt, at hun fik så hurtigt fred. Selvom det gik meget hurtigere end nogen havde troet.

I denne uge har jeg været en tur i Danmark for at tage afsked med hende. Vi holdte begravelse i onsdags. Det var en rigtig smuk begravelse og så betød det bare så meget for mig, at jeg fik sagt ordentligt farvel til hende.

Når der sker sådanne ting i familien er det ganske enkelt hel forfærdeligt at sidde så langt væk. Det er forfærdeligt, at man ikke kan få et knus og sørge (ren fysisk) sammen med sin familie.

De to bedsteforældre jeg husker som en del af mit liv, er min farfar og mormor. Min farfar døde mens jeg var på jordomrejse og sad i Australien. Dengang havde jeg ikke mulighed for at være med til begravelsen og har det stadig svært med, at jeg ikke fik sagt ordentlig farvel til ham. Derfor var der slet ingen tvivl om, at jeg måtte ned til mormors begravelse. Min mor og far var enige og var oven i købet så søde, at de gav billetten. Endnu en gang kæmpe tak til mor og far.

Min mormor fulgte med her på bloggen, da min mor udskrev mine indlæg og gav dem til hende. Det er derfor også underligt, at jeg nu sidder og skriver og samtidig tænker på, at min mormor ikke kommer til at læse med :-(

Mormor var den dejligste person og de gode minder med hende er mange. Jeg er ked af, at jeg ikke fik givet hende et sidste knus, men heldigvis nåede jeg at snakke i telefon med hende to gange, mens hun var indlagt på sygehuset. Jeg er blevet fortalt, at hun snakkede om mig, når hun fik besøg på sygehuset. Det varmer så dejligt. Nu tænker jeg på de mange minder med hende og lader dem varme mig :-)

Da jeg i sin tid fortalte mormor, at jeg rejste til Grønland, var hendes kommentar: "Ja hvorfor ikke, det lyder spændende." Modsat allerede andre satte hun ikke spørgsmålstegn eller spurgte ind til, hvordan jeg dog havde fået den idé. Det er ret imponerende særligt af damen, som aldrig i sit lange liv har været uden for Danmarks grænser. Hun var skøn hende mormor :-)

Ære være mormors minde!

Nu får min bedstefar selskab af hans kone <3
Inden jeg rejste ud på mit Grønlands eventyr i 2012 var jeg ude og spise med mormor den sidste aften inden afgang.

I maj 2014 var jeg på mit sidste besøg hos mormor.... Hvem kunne vide det? Hun nåede heldigvis at opleve at blive oldemor, hvilket hun var så taknemmelig for. Det er vi andre også.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar