Første uge på det grønlandske arbejdsmarked er gået og i det hele taget første uge på det ”rigtige” arbejdsmarked, hvor man ikke er studentermedhjælper. Jeg er stadig vild med, at jeg tog beslutningen om at smutte herop. Selvom arbejdet og hverdagen er begyndt, oplever jeg så meget, der er anderledes fra min tidligere hverdag i Danmark, at jeg nok stadig lever lidt i rusen af en ferietilstand.
Mandag og første dag på arbejde – ikke bare for mig men også for min kollega Mette Marie, der også er nystartet HR-konsulent. Mette Marie kommer fra Skagen og har boet heroppe i et års tid med hendes mand og søn. Det er super lækkert, at vi starter to op samtidig, så man ikke er den eneste nye, der bidrager med at stille spørgsmål og tager tid fra de andre J Udover morgenmaden mandag morgen blev vi præsenteret for de næste tre dages intro-program, som vi skulle følge. Et program der hurtig skulle vise sig at være unde pres pga. travlhed og ”barnets første sygedag” på kontoret, men til trods for dette har de nu taget sig godt af os fra start. Efter job mandag havde en af kollegaerne lokket mig med til et ”fyraftens-seminar” omhandlende ”Det positive nej” på Nuuk’s ledelsesakadami. Ærgerlig talt synes jeg ikke, at oplægget var særlig berigende (nærmest kedeligt), men til gengæld nødt jeg at opleve (endnu engang), hvordan Nuuk er et mini-samfund. Vi var nok 25 deltagere fra forskellige arbejdspladser og alligevel omtalte alle hinanden ved navn, når man kommenterede hinandens udtalelser…. Og nej, vi var ikke med navneskilte. Ellers gik mandagen stærkt og trætheden var stor, da jeg måtte overgive mig til sofaen allerede kl.18. Præsterede at se en hel film uden at falde i søvn, hvilket er noget af en Fuglsang bedrift, så var faktisk ret stolt, da jeg efterfølgende gik i seng J
Tirsdag efter job skulle min Crossfit date stå med Najaraq, der tidligere har arbejdet i HRU, hvor jeg er ansat. Af frygt for at jeg ikke skulle få nok ud af en sådan holdtræning (har mine erfaringer fra Riga) valgte jeg at gå mod fitness en time før og svede den på løbebåndet inden. Synes selv at jeg virkede ret sej, da jeg som den eneste kamp-svedene mødte op i holdsalen inden crossfit start…. ”De må hel sikkert tænke fuck en seriøs træningsfreak”. Nu jeg efterfølgende tænker over det, har de tværtimod tænkt, ”Hun er hel klart nybegynder og aner ikke, hvad den næste timer bringer. ” True story for hold nu op hvor den løbetur inden var en dårlig idé – crossfit havde været så rigelig i sig selv. Til trods for en efterfølgende meget smadret Kamilla Fuglsang var det super time, hvor både Najaraq og jeg var ramt af ømme lår den efterfølgende dag.
Onsdag havde jeg indgået en pagt med Mette Marie efter job. En gang om året kommer der en Djøf repræsentant fra Danmark og afholder kurser for de medlemmer, som befinder sig i Nuuk og den ene gang om året var altså nu. Det er jo egentlig ret fantastisk, at en fagforening giver så god service, at de også besøger medlemmerne på Grønland. Aftenens kursus var om arbejdsmiljø og trivsel, hvilket er temmelig relevant for to HR-konsulenter som Mette Marie og jeg, så jeg havde fået Mette Marie med på ideen om deltagelse. Mette Marie havde samtidigt overbevidst mig om, at vi efterfølgende skulle til noget rytmegymnastik, da der startede et nyt hold op samme aften kl.20. Mette Marie = tidligere mange årig gymnast. Kamilla Fuglsang = Pigen der stoppe barndommens gymnastiskkarriere før de andre, da hun kun kunne lave koldbøtter, når de andre lavede vejrmøller. …Meeeen man er vel i et nyt land og det er tid til at prøve nye ting. Ergo jeg havde købt idéen om i hvert fald at prøve det.
Djøf kurset var lidt af en blandet fornøjelse. Det var super fedt at møde en masse nye mennesker og jeg mødte blandt andet Hanne og Claus (som Kristina og Niels hjemmefra kender) Skønt at få ansigt på de mennesker, som man har hørt om, ligesom jeg har skrevet lidt med Hanne inden afrejse. Altså var det sociale element virkelig godt, men fagligt synes jeg desværre, at debatten tog en noget negativ drejning. Jeg hørte kun om alle danskernes frustrationer over arbejdsgangen på deres arbejdsplads, problemerne ved de konstante mange udskiftninger af personale osv. Nok er jeg ny og har kun stiftet bekendtskab med overfladen af arbejdsmarked, men uanset hvad ved jeg, at ting kun bliver værre, når man brokker sig sådan. Måske man skulle prøve at fokusere på det positive og mulighederne ved de mange udskiftninger osv. – det er nu engang et vilkår på det Grønlandske arbejdsmarked. Måske jeg bliver klogere, men lige nu vælger jeg at danne mig mit eget indtryk, da jeg synes debatten var lidt for demotiverende for en nyankommer som mig.
Back to rytmegymnastikken…. Under Djøf kurset kommer jeg efter, at jeg har glemt mine træningssko derhjemme (Og nej det var ikke med vilje). Mette Marie mener dog, at jeg godt kan tage lektionen i bare tæer, hvilket hun nok har ret i. I øjeblikket må jeg indrømme, at jeg var mere end klar til at lade manglende sko og en hovedpine retfærdiggøre, at jeg ikke skulle til gymnastik, men selvfølgelig skulle jeg til gymnastik, så Mette Marie og jeg drog afsted. Da vi kom frem til skolehallen var der dog ret låst, og kun nogle børn legede her. Vi forhørte os hos alle mennesker, som vi så (Vi kom indda til at bryde ind til et skole-hjem arrangement…. ” Er det her, der er gymnastik?”) Konklusion blev (muligvis til min store tilfredshed): Gymnastik bliver ikke i aften. Efter hjemkomst erfarede Mette Marie senere over gymnastikforeningens facebookgruppe, at aftenens start var aflyst pga. for få tilmeldinger. Vi forsøger igen næste onsdag J
Torsdag var jeg på Djøf pletten endnu engang efter job. Dagens tema var karriereplanlægning og sociale medier. Et kursus jeg faktisk har deltaget i derhjemme, men dengang var det så interessant, at jeg gerne hørte det igen, ligesom jeg synes, at arrangementet aftenen før havde været en super måde at få bekendtskaber på. Udbyttet af arrangementet var godt og inden jeg gik hjem, havde jeg en fredags date klar med en række jurister. Planer var derfor, at jeg skulle mødes til fredagsbar på Daddys med Hanne (Kristina og Niels’ veninde) samt Mette og Freja, der begge arbejder hos et advokatfirma.
Fredag fik jeg den fedeste start på morgenen. Da jeg går langs vandet på job ser jeg pludselig et vand sprøjt. Et sprøjt jeg senere har erfaret, at man kalde et blåst. Jeg kiggede en ekstra gang og der kom endnu et blåst, efter tre af disse kom siden af en hval til syne og inden den dykkede en ordentlig hale…. WOW! Jeg var hel oppe og ringe og løb helt ned til vandet, men når først den har dykket, kommer den åbenbart ikke sådan lige op. Det var så fantastisk, da det bare er et af disse moments, som jeg har drømt om J Derfor tror jeg også, at alle på arbejde hurtig blev klar over, at Kamilla havde set en hval her til morgen, hvilket da for dem ikke var noget stort i J
Efter arbejde fredag gik turen til Daddys, hvor Freja og Mette allerede ventede. Senere kom Hanne og det blev til en enkelt mellem øl . Vi var trætte og besluttede os for, at det skulle være hygge frem for druk. Vi bestilte derfor pizza, købte slik og cola og tog hjem til Hanne, der var alene hjemme. Det var bare super hygge og timerne fløj afsted. Selvom menuen var pizza, fik jeg faktisk mit første ”grønlandske mad”. En af vores pizzaer var nemlig med kødboller fra Moskusokse, som der egentlig bare både lignede og smagte af oksefars. Klokken blev hurtig mange og det blev tid til at sige godnat. Da vi går hjem oplever jeg endnu engang noget vildt fantastisk. Der var simpelthen det smukkeste nordlys, som der er gode chancer for at se, når dagen har været klar uden skyer på himlen. Endnu engang WOW!
Efter en løbetur i det skønneste solskinsvejr lørdag havde jeg et stort projekt for dagen: VASK TØJ. Mine møbler er blevet forsinket, da skibet blev ramt af stormvejr, så jeg fik en besked tirsdag om, at der nok ville gå yderligere en uge inden mit bohaver ville nå frem. Jeg takker så meget for Sakarias og familiens venlighed, da jeg kan blive i mit låne hus indtil da (jo mindre at det pludselig skulle blive solgt). Det er dejligt, at jeg kan bo her, da mit alternativ er mit tomme hjem, hvor jeg kun har mit nyindkøbte spisebord, en madras og en vaskemaskine. I mit lånehjem er der ingen vaskemaskine, hvilket betyder, at jeg i løbet af ugen har taget den nemme løsning: Køb nye sokker frem for at vaske. Efter at have købt sokker over tre omgange, måtte dovenskaben stoppe, så lørdag drog jeg af sted mod mit hjem med min rullende håndbagagekuffert fuld af vasketøj. På vejen må jeg have noget vaskepulver indkøbt og da der var 4 bøtter på tilbud, slog jeg til. Måske lidt dumt da der er lidt af en gåtur hjem, der virkelig ar hård, når man er sådan et pakkeæsel. Endelig kom jeg til lejligheden, fyldte vaskemaskinen og tænd! Det troede jeg ihvertfald, men skidtet tændte ikke. Her går det op for mig, at der ikke er strøm til, hvilket kræver en forlængerledning. ORK!! 2 km gåtur til tømmerhandlen og hjem og ledningen var i hus – finally. Vasken kom over og heldigvis ringede Katrine, som jeg var på intro kursus i KBH med. Hun var netop ankommet til Nuuk dagen før og ville ses. Perfekt med mig, da mit blodsukker virkelig var lavt og galskab vaskemaskine høj. Vi tog på kaffebar til en kakao og afslapning, mens mit vasketøj blev rent J
På vej hjem måtte jeg forbi Mette, da jeg skulle låne et par vandrestøvler af hende. Freja havde tilbudt, at jeg kunne deltage i en bestigning af Stor Malene søndag. Stor Malene er verdens ældste fjeld, hvor man efter bestigning belønnes med den smukkeste udsigt over Nuuk. Er man bosat i Nuuk skal man prøve at bestige Lille og Stor Malene før eller siden, så et virkelig perfekt tilbud. Problemet var bare, at jeg stadig kun har mine 20 kg bagage fra flyveren, men Mette havde reddet mig, da hun havde vandrestøvler, som jeg kunne låne. Efter hjemkomst fra Mette trængte jeg virkelig bare til at slappe af. Solen var perfekt og derfor sætte jeg mig på terrassen kl. 16.30 og nød solens stråler med Camille Läckberg. Vejret har virkelig været fantastisk, så 20 grader på en plet i solen er ikke tosset J Under min afslapning ringede Mette og ville høre, om jeg kunne spille Whist. De var fire piger, der havde en Whist aftale samme aften, men den ene var hoppet fra, så nu manglede de en spiller. Whist kan jeg ikke og selvom jeg måske kunne lære det, havde jeg simpelthen bare brug for en aften uden selskab. Jeg takkede derfor pænt nej. Men hvor er det dog fedt – tænk engang. Efter kun 1,5 uge i et andet land helt alene, har man lavet så meget hver aften, at man allerede takker nej til selskab. Det er virkelig det bedste, at det er så nemt at få bekendte og omgangskredse her på Grønland J
Søndag blev jeg hentet af Fraja og tre unge danske sygeplejerske. En sundhedsgruppe fra Sana (Dronning Ingrids hospital) havde lavet et arrangement i forbindelse med en sundhedskampagne, så de havde arrangeret gratis fælles tur til toppen af Stor Malene (790 m straight op). Turen tog os 8 timer med frokoststop og var bestemt ikke for svage sjæle. Til tider var det virkelig stejl bestigning med meget usikre sten under sig, hvor man godt kunne mærke en rysten i benene J Vi gik og gik….og gik og flere gange tænkte jeg ”Åhhhhhh!!! Kan det virkelig blive ved Har du virkelig gjort det frivilligt- og så på en søndag?” Må dog sige at alle mine negative tænker var fuldstændig væk, da jeg endelig var ved pinden på toppen af fjeldet. Den mest fantastiske følelse og hvor havde vi det fedt med os selv, da vi alle 5 piger sad i bilen på vej hjem.
Inden jeg smutter, må jeg lige fortælle endnu en solskinshistorie. Grønlændere er simpelthen det SØDESTE folkefærd…. Her kunne vi danskere lære SÅ meget.
Da jeg kun har en lille fryser i køleskabet i min lejlighed, har jeg for længst indset, at dette ikke er nok i et land som Grønland, hvor alt købes ind i store mængder. Derfor havde jeg søgt en lille skabsfryser på Grønlands svar på GulogGratis. Efter min tur til Store Malene har en mand mailet, at de har en fryser, som jeg kan få for 250-300 kr. Jeg ringer ham op, og straks tilbyder han, at de kan læsse det i bilen og tage med ind til byen, hvor de alligevel skal besøge nogle venner. De ville komme forbi, så jeg kunne se, om det var noget. Det var hel okay, hvis det ikke var. Hvilket godt tilbud – specielt når man ingen bil har. Da jeg sidder i Sakarias’ hus får jeg lidt travlt, da jeg må indenom Brugsen og hæve kontanter. Da jeg næsten er ved Brugsen, opdager jeg, at jeg mangler nøglerne til min lejlighed. Jeg må derfor ringe til sælgeren og sige, at jeg ikke kan nå frem til aftalt tid, da jeg skal tilbage efter mine nøgler De skal i byen og spise, men siger, at de godt kan vente de ekstra 25 min., hvis ikke jeg hellere vil vente, så de kommer forbi på vej hjem fra deres venner. Aftalen bliver, at de venter 25 min. Da jeg er ved Brugsen, ringer de. Jeg fortæller, at jeg er ved Brugsen og fluks kommer de og henter mig – mand, kone og dreng. De er så søde og snakker og snakker. Fryseren er bare perfekt og manden og sønnike bærer det hele vejen ind. Hvilken service og dermed har kræmmeren også en fryser – nice J
Ha’ en god uge alle sammen.
Kamilla Fuglsang – Nuuk
Ingen kommentarer:
Send en kommentar