torsdag den 12. juni 2014

Snart 2 uger i Finland

"Og det var 1 - og det var snart 2"....... (Skal synges som Har I aldrig set Per Syvspring danse). Imorgen er det fredag og vildt er det, at jeg nu snart runder 14 dage i Finland.

Da jeg skal på weekend tur fra imorgen, vil jeg lige lave en kort update inden da.

Jeg har det stadig virkelig godt her i Helsinki og føler stadig, at den interesse folk udviser mig er HELT fantastisk. De ofrer sig virkelig 100% for det her udvekslingsprojekt - det er så fedt :-) Jeg er hel klart en Kamilla med glad på.

Sidste weekend brugte jeg meget af min lørdag på kontorarbejder. Jeg skulle blandt andet lave en fremlæggelse om Grønland, staten og min arbejdsplads, hvilket tog lidt længere tid end beregnet. Jep jeg er ikke særlig politisk interesseret og kan ski da intet om økonomiske nøgletal i Grønland. Der skulle derfor researche til min præsentation, så jeg i det mindste kunne overbevise finnerne om, at jeg er Grønlands ekspert :-) Fremlæggelsen om Grønland skulle præsenteres mandag til afdelingsmøde, hvilket vil sige for 40 mennesker. I ugen før fremlæggelsen fik jeg hilst på en del af disse mennesker og kunne derfor også spore mig ind på, hvor deres interesse ville være. Det gør det altså lidt nemmere at forberede en fremlæggelse.

Søndag stod den på turisttid. Jeg fik besøgt Temppeliaukio kirke, der er en kirke bygget i en klippe. Derudover brugte jeg tiden i byen, hvor jeg blandt andet hel tilfældigt kom forbi den danske ambassade. Under min studietid som praktikant på Den Danske ambassade i Letland, havde vi hver uge videokonference med ambassaden i Estland, Lithauen og Finland. Ambassaderne i Estland og Lithauen fik jeg besøgt under min praktiktid, men Helsinki blev det aldrig til. Men nu har jeg altså set den - personerne jeg kender fra den finske ambassade, arbejder der ikke mere, så desværre ingen at besøge nu.

Mandag morgen, hvor I hjemme i Danmark sov længe grundet pinseferien, stod jeg op og på arbejde. Min frmelæggelse skulle finde sted kl. 9 og jeg var faktisk temmelig nervøs, da jeg tog turen i sporvogn på arbejde. Det der gjorde mig nervøs var specielt, at fremlæggelsen var på engelsk. Min kontorchef  Asko informerede mig inden mødet om, at afdelingschfen havde sagt, at dagens mødeprogram var stramt. Det ville derfor være fint, hvis jeg kunne gøre min fremlæggelse kort (den var planlagt til 20 minutter). De sidste 4 minutter af fremlæggelsen var en film om Grønland, som Visit Greenland har lavet og jeg elsker. Jeg sagde til min kontorchef, at jeg evt. kunne cutte min video fra. Den nikkede han god til.

Min fremlæggelse gik rigtig  godt og det bedste var, at jeg da vi kom til filmen sagde, at meningen nu var, at jeg ville have vist en film. Jeg vidste dog, at der var meget på mødeprogrammet, så jeg måtte stoppe nu. Hertil rejste afdelingschefen sig op og sagde, at han mente, at vi skulle se filmen. Ja så deres interesse var hel klart fanget, vi så film og jeg har fået så meget ros og spørgsmål  siden.

Det var rart at få præsenteret Grønland for alle - også dem, som endnu ikke havde forstået, hvorfor jeg pludselig var en del af deres afdeling.

Tirsdag var jeg tilskuer til et rigtig interessant arrangement. Hvert år afholder staten et event for deres mange universitetspraktikander. Formålet er, at sælge staten som arbejdsgiver efter endt uddannelse. Dette event arrangeres i den afdeling, hvor jeg primært er tilknyttet. Dagen foregik på universitetet og startede med en messe, hvor alle styrelser og underliggende enheder havde en stand. Herefter var der forskellige forelæsninger/foredrag for de studerende. Efter frokost havde de studerende tilmeldt sig et ministerium, som de skulle besøge. Jeg fik lov at være en del af hele dette arrangement med flere af mine kollegaer. Det var rigtig inspirerende for mig at se, da jeg jo både har været medarrangør af den grønlandske jobmesse flere år og sidder med Selvstyrets kontorelever. De studerende var super engagerede og får alt min ros. Samtidig var messen også en god mulighed for mig, da også fik snakket med et par stande :-) En anden sjov ting var, at alle foredragene blev vist over nettet, så alle finske ambassade praktikanter kunne se med - virkelig godt tænkt :-)

Onsdag stod mit program på, at jeg skulle besøge "Geological survey of Finland" og deres HR-enhed. I den finske stat har alle enheder og ministerier en decentral HR-afdeling, og derfor skulle jeg besøge sådan en. Der er 600 medarbejder på det geologiske center, som har afdelinger geografisk spredt ud over Finland. Dvs. cirka 200 medarbejder i enheden, hvor jeg var på besøg. Geological survey of Finland ligger lidt uden for Helsinki, hvilket betød, at jeg skulle med bus. Heldigivs var jeg blevet informeret om, at jeg kunne følges med en geologstuderende fra Lapland. Det var rigtig dejligt, at jeg havde en at følges med ud og hjem, da jeg bare hader fornemmelsen af, at være med bus og ikke ane, hvor man skal af :-)

Sikke en velkomst endnu engang. Første time på geologcenteret gik med at høre om kompetenceudvikling. Jeg forstod hurtigt, hvor stor en forskel der er i HR, når man arbejder med højt specialiseret arbejdskraft. Eksempelvis handlede kompetenceudvikling om legatfordeling til forskningsprojekter osv., ligesom gennemsnitsancinietten var hel sindsyg. Disse geologer og forskere ånder og lever for deres sten og tænker ikke på kurser i personlig udvikling osv. Sidste år havde man haft 16 rekrutteringer ud af en medarbejderstab på 600. En anderledes men hel sikkert spændende medarbejderstab at lave HR for.

Under mit besøg var der pludselig en geolog, der fik fingrene i mig og så kom jeg ellers på geolog-skole. Jeg fik lært (eller måske nærmere hørt) om istiden og morænelandskaber. En hel del forstod jeg ikke en bjælle af - altså han brugte fagudtryk for forskellige typer af moræneflager. Jeg forstod dog, at Finland har så mange søer fordi, at landet var hel overdækket af is under istiden. Samtidig forstod jeg, at jeg ikke skulle være bange for global opvarmning, da der kommer en istid igen. Istider kommer og går. Han forsikrede mig om, at jeg skulle hører på ham og ikke medierne, der gør global opvarmning til et skrækscenarie.

Efter 1,5 time sluttede geologundervisningen endelig. Når jeg siger endelig, er det ikke fordi, at jeg ikke havde en god underviser - man kunne næppe få en mere begejstret underviser. Men deres udstillingslokale var bare så mega varmt og havde dårlig luft, så troede flere gange, at jeg skulle ende med at besvime. Muhaha godt geologen var så en ihærdig fortæller, at han ikke bemærkede, at jeg stod lænet op af væggen i min dårligdom :-) Efter istid-geologen  blev jeg hurtig kapret af en ny, som ville vise mig sten. Se det var altså meget mere mig. Tænk engang Finland har guld og diamanter. Denne rundvisning var næsten som at se på smykker, da jeg bare stod og udpegede de smukkeste sten :-) Og så var luften så meget bedre i dette lokale :-)

Til frokost var jeg med 3 HR-folk over at spise i et kontorhotel. Ha ha her skal jeg da lige love for, at man ikke var i tvivl om, at Angry Birds havde kontor (jep Angry Birds er finsk). Hvis geologer er fagfolk, så er computernørder da ihvertfald også. De var ene langhårede fyrer eller piger med sort farvet hår. De havde forskellige Angry Birds trøjer og keyhangers på - genialt. Det kunne også være en sjov verden at arbejde med HR i.

I dag torsdag har jeg tilbragt dagen i statens HR-statistik afdeling. I Finland har man indsamlet HR-data i et særligt HR-system siden 2006 og hold nu op, hvor har de bare styr på deres tal. Systemet indsamler også tal for deres trivselsundersøgelse, så man kan virkelig se mange statistiske sammenhænge, som eksempelvis sygefravær og medarbejdertilfredshed.

Det var hvad jeg havde. Rejser til Turku med Jannika imorgen efter job (den finske veninde fra Letlands tiden). Hendes far har lånt os hans lejlighed - hvor sødt er det ikke lige :-)

Hurra for weekend lige om hjørnet!


Det er så en kirke


Indgang til kirken
Uden på var det bare en bunke sten, men inden i hvor den super smuk
Mit første Finlandsbillede, der ikke er en Selfie - dejligt med fotoglade japanere
Den danske ambassade Helsinki
Fremlæggelse til personalemøde mandag morgen
Fremlæggelse af Grønland, Selvstyret og mit arbejde

Unge kollegaer på messe

På geologskole

Tror da fan', at der var varmt på den geolog-rundtur. Der var så mange forskellige fancy lys i det lokale

En sten fra månen som man her kan se

Det vildeste rundvisningslokale

Vidste virkelig ikke man kunne finde guld i Finland...Jeg var vildt imponeret og klikkede løs. Herefter sagde min geologrundviser så, det der er bare kopier (okay kunne man lige blive skuffet)
Som en hel smykkebutik
På stenrundving med geolog

Stenudstilling




 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar