onsdag den 13. marts 2013

Dagen derpå - efter valget

Valgresultat
Så blev krydset sat og stemmesedlerne i Grønland talt sammen - ja og vi har fået ny formand, som "statsministeren" hedder her i  Grønland. Den tidligere formand Kuupik Kleist og det bærende koalitionsparti  IA, blev slået af partiet Siumut og deres leder Aleqa Hammond.  Det grønlandske folketing hedder iøvrigt Inatsisartut og ministeriet kaldes Naalakkersuisut. (Hold da kaje jeg er ved at være inde i det politik)

Ny formand versus gamle formand (Kønsmæssigt er det da meget fedt :-) )

Eftersom jeg arbejder i Naalakkersuisuts centraladministration under departementet for finanser, betyder valget og formandsskiftet  en række ændringer på mit arbejde, hovedsageligt fordi mit departement (samt andre departementer) skifter minister. Jeg skal derfor sige baaj baaj (Farvel, farvel på grønlandsk) til min tidligere overordnet,  x- finansminister Meliina Abelsen, hvilket jeg egentlig ikke er specielt begejstret for.
Tja som I derfor nok fornemmer, er jeg ikke hel tilfreds med valgresultatet. Egentlig synes jeg, at det som hovedregel er sundt med et magtskifte, men der her skifte synes jeg kommer lidt for tidligt. IA nåede kun fire år ved magten, da de vandt det første Selvstyrevalg i 2009. Før da har Siumut haft en førende position lige siden indførslen af landstyre i 1979 - og altså derfor været ved magten i 30 sammenhængende år.  (Indrømme det, jeg har lige googlet fakta...muhaha).

Sammenligning med danske partier
En ting har jeg lært ved dette valg: Det er virkelig vanskeligt at sammenligne danske og grønlandske partier. Siumut er kendt som det grønlandske "Socialdemokrati", mens IA er kendt som den danske udgave af SF. Med den sammenligning kan det jo være lidt vanskeligt at forstå, at Siumut og IA ses som de to store partier, der er "imod" hinanden. Et liberalt grønlandsk parti findes også og det kan forventes, at Siumut altså socialdemokraterne danner regering med dette parti- Så ja hvilken rod overført til danske forhold :-)

Kamillas kryds
Valgdagen var præget af snestorm og en meget spændt stemning på arbejde- ja faktisk en spændt stemning i hele byen. Faktisk er det jo kun Grønlands 2. valg til Selvstyret siden indførslen i 2009.

Efter arbejde mødtes jeg med min introholdsven Tue, da vi skulle ned og sætte krydset i følgeskab :-) I Nuuk skulle vi afgive stemme i byens fine kulturhus Katuaq.

Så fik Tue klaret sin pligt som grønlandsk borger :-)

Valgkort har man ikke - man skulle blot stille sig i kø efter fødselsdagsdato. Man opgav sin fødselsdagsdato og fik et kryds i valgmappen.  Hva' giver I mig - nemt at snyde.... det tror jeg nok! Faktisk var der også en pige, der kom frem til valgbordet, men fik af vide, at der allerede var et kryds ud for hendes CPR-nummer. Tja alle kan vel sætte et kryds forkert - bare ærgerligt Sonny Boy, tøsen kunne ikke stemme - det var ovenikøbet hendes første valg efter at være fyldt 18 år - øv bøv bussemand, sure tæer i saftevand.

Så kom jeg i valgboksen (indrømmet jeg følte mig lidt lam, da jeg tog dette billede bag gardinet) 

Valdmiddag hos underboerne
Mine underboer havde inviteret på valgmiddag bestående af lasagne - ikke dumt. Godt nok så vi slet ikke valg sammen, da valgudsendelserne først begyndte kl. 21...Ja og der begynder De Unge Mødre også, så jeg gik hjem ...Ha ha ha. Til mit politiske forsvar vil jeg gerne sige en ting: Valgudsendelsen var hovedsageligt på grønlandsk - og jeg slog altså over på valgkamp efter De Unge Mødre og fulgte kampen helt indtil kl.2.30 om natten. Træt idag - det tror jeg nok.

Uheldige danske medier
Det er simpelthen så sjovt - de danske medier fik dummet sig super på valgdagen i deres dækning af det grønlandske valg.

I Nuuk havde man indsat valgbusser, hvilket fik Politikken til at skrive:

"...Man kan ikke stemme andre steder end her, og derfor har bystyret arrangeret gratis bustransport til dem, der kommer langvejsfra i landet, som hovedsageligt består af nogle få storbyer og en række meget mindre bygder."

Ha ha dem der kommer langvejs fra - storbyer og bygder. Hallo der er altså ingen vejnet i Grønland, som forbinder storbyer og bygder.  Ha ha Vejen stopper ret brat i Nuuks nyeste bydel, så valgbusserne var altså kun til at servicere borgere i Nuuk :-)

Desuden havde Tv2 valgt at bruge det Japanske flag i deres valgindslag frem for det grønlandske....ups. 


Bemærk det Japanske flag i højre side.

Når man ser sådanne bommerter, forstå man muligvis godt, hvorfor mange mener, at Grønland skal løsrive sig fra Danmark.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar